Jannick/JSL og Stanley Most ankom lidt over syv for at lave lydprøve til hans liveset. Helt klart en af tingene jeg var spændt på at høre den aften, udover kongerne. Samtidig begyndte der at svirre rygter om at Loefah ikke ville dukke op. Noget med et bedre betalt job i L.A. eller noget. Dumt. Der var også noget pre-party/reception, så fra kl. 20:00 var der gratis guldbajere og folk begyndte stille og roligt at dukke op, mens vi rodede videre med mere bas end din mor. Der blev også testet lys, lasere og røgmaskine. Sidstnævnte mest når vi skulle ordne et eller andet lige foran den.
Lidt over 8 ankom DMZ: Mala, Coki, Sgt. Pokes... men ingen Loefah. Oh well. De andre 3 virkede dog i hopla og var ganske fornøjelige. Mala var den rolige, checkede og professionelle som man har set i interviews rundt omkring. Coki er den stille i gruppen og talte stort set kun med sine 2 medsammensvorne, men virkede glad, ydmyg og dansede rundt. Pokes var én lang talestrøm og underholdt alle i nærheden med jokes og imitationer. Loefah hvem?
Vi fik ordnet det sidste af lyden og kl. 22 gik 2000F så på med et UK Funky set. Jeg er stadig ikke solgt på den genre, så jeg smuttede over på Pasha for at få mig en ordentlig omgang mad, så jeg havde en chance for at klare nattens basbombardemant. Da jeg kom tilbage var der så småt begyndt at komme flere folk til, men det var tydeligt at DMZ på ingen måde er lige så hypede som f.eks. Skream & Benga eller Rusko. Aftenens booking var også mere rettet mod musikfanatikere end random hipsters og folk der synes at Borgore's "My Favourite Things" er det vildeste de nogensinde har hørt. Fuck, hvor jeg dog hader det lort.
Helt kødmæt lagde jeg mig om backstage og ventede på at blodomløbet i hjernen kom tilbage.
Helt kødmæt lagde jeg mig om backstage og ventede på at blodomløbet i hjernen kom tilbage.
Tim Driver overtog roret lidt senere, og fulgte op på Frederiks UKF, før han skruede op for den dybe Drum 'n' Bass han er begyndt at spille meget af på det seneste. Helt klart et af de bedre sets jeg har hørt ham spille, og på en måde var det også noget af det mest sammenhængende jeg kom til at høre den aften. Det passede bare perfekt til det tidspunkt på aftenen. Godt gået, dawg! Opvarmningen blev rundet af med Kristobal, der fræsede lidt for meget mellemtone til min smag.
På grund af Loefahs afbud var det hele blevet rykket en time, så JSL gik på kl. 00:30. Har hørt ham som en glimrende DJ i mange år nu, og hans egne produktioner har givet ham en solid fanskare over hele verden, så det ville som sagt blive spændende at høre hvad han kunne byde på live (Ableton på en laptop + 3 controllere). Godt nok havde jeg hørt lidt på sommerens Trans Metro Express, men der gik det hele mere op i: "OMG! Vi fester i metroen!" og et ret random lydbillede. Jeg har også lovet ham at være vildt kritisk i min anmeldelse, så here goes. Numrene i sig selv fejlede ikke noget, og det var rigtig fedt at høre nogle heftigt remixede versioner af hans kendte tracks. De ukendte ting lød også spændende. Til gengæld var den gal med opbygningen af settet. Hver gang jeg var kommet lidt op og køre over noget, kom der et break der liiiige varede lidt for længe eller et loop der fik lov til at køre tomgang. Numrenes rækkefølge virkede også lidt tilfældig. Et prima eksempel er "Morder Dem", som utroligt nok kunne få både mig og resten af Vega helt oppe og ringe stadigvæk. Han spillede faktisk en rigtig, rigtig fed, fuldstændig omarrangeret, version af den, men den kom allerede som andet nummer i settet, så folk hang pludselig helt oppe under loftet, og det næste nummer kunne ikke rigtig holde dem deroppe. Stanley Most kom også lige ind på scenen til de sidste 2-3 sange, mens hans mikrofon var ikke høj nok før halvejs gennem andet nummer... GLENN!!!
Alt i alt var det dog godt at høre, men der skal helt klart arbejdes mere med opbygning af settet. 7 ud af 10 LFO peaks.
Opbygning og rækkefølge bliver generelt et problematisk punkt resten af aftenen.
Nu var klokken så ét, og det var tid til aftenens højdepunkt: DMZ, især Mala, manden der ga' denne verden "Neverland". Han lagde ud med et helt straight reggaenummer, før han gik direkte over i sit phuture-beyond-phuture-shit. Der er bare ingen der lyder som ham og han lyder ikke som andre. Hans produktioner er enestående og på det her enorme anlæg kunne man også virkelig høre hvor meget han går op i sine baslyde, hvilket ellers er et ret svært område at skabe den store variation i. Man kunne måske ikke så meget høre, som mærke de forskellige frekvenser og lydbølgernes udformning. Selv bag lydpulten kunne jeg føle hvordan de forskellige toner fik dele af krop, tøj og alt i området til at vibrere på hver deres måde. Simpelthen awesome. Udover bassen er resten selvfølgelig også perfekt: rytmer som ingen andre har tænkt på endnu og lyde som man ikke ved fungerer før man hører dem i hans regi. Det er seriøst mindblowing stuff uden at blive så nørdet at man holder op med at danse.
Efter at den halvdøve dread havde fået folk med på DMZ-bussen, begyndte han at skiftes ved pulten med Coki. Udover at være den anden halvdel af Digital Mystikz, har han også den efterhånden tvivlsomme ære af at være manden der opfandt wobblebassen, på B-siden af DMZ 007 (Hey LCSS!) med nummeret "Haunted". Cokis produktion er meget splittet. På den ene side er han fortsat ud af wobblestien, som er blevet mere og mere skingrende vanvittig for hans vedkommende. Mange har lavet hårdere numre end ham, til et punkt hvor de fleste nok tror at wobblebas og dubstep er synonymer, men ingen kan nå det fuldstændigt psykotiske sted han er nået til. Når det fungerer og hans tracks rammer det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, er det som at få en lungefuld skunk fra den ultramuterede gren i år 2086. Den anden side af hans produktion består mest i at lave refixes af reggae- og dancehall-bangere. Igen er det også en meget ensporet og hit-and-miss-præget affære. Det siger dog en hel del, at når han smider hans 3 år gamle hjernevrider "Spongebob" i Vegas face, så går stedet berserk.
Anyways, de 2 partnere skiftes nu til at spille nogle tracks hver de næste timer. Nogle gange veksler det perfekt mellem Malas Hubble teleskop observationer og Cokis mere jordnære hysterianfald og partyslaskere, andre gange bliver det for abrupt et skift og man mister den røde tråd i festen. Det ene øjeblik er det sublimt og man lovpriser at Gud har givet en dette moment på vor jord, det næste er det hele så'n lidt ligegyldigt. Forstå mig ret. Jeg går fra: "FuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckFUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK!!!!!!!!!!!!" til: "hmmmm... bumbumbum... mon jeg snart skulle skride hjem? Jeg er lidt træt.".
Endnu en meget sigende sekvens kommer til sidst i deres set, hvor Mala dræber mig fuldstændigt med det smukkeste, skrøbeligste og samtidigt fyldige remix af hans i forvejen mesterlige "Changes". Jeg har ikke hørt så episk et dubstepnummer siden 2006. Jeg er faktisk tæt på at græde af glæde. Klokken var så godt som 3 og jeg kunne ikke ha' ønsket mig en bedre afslutning, men så kommer Coki på igen og spiller først hans okay refix af Mavado: "Weh Dem A Do" og så et noget rodet refix af Mavado & Busy Signal: "Badman Place", før han lige fyrer mere panikangstswobble af. Til sidst slutter Mala så af med sidste track og titelnummer fra hans Return II Space triple-pack på DMZ. Jeg smutter hjem.
Sgt. Pokes gjorde heller ikke det helt store for mig igår. Han havde helt klart sine øjeblikke og er stadigvæk en af de allerbedste hosts/hypemen, men det må også være svært at piske en stemning op når musikken skifter så meget. Uoplagt var han ihvertfald ikke, og det er stadig imponerende at se og høre det store menneske danse, brøle og fjolle sig gennem lyset og røgen. Et smukt indslag var da han fik lysmanden til at skrue ned for al lys, og det meste af Store vega til at holde lightere og mobiler op. En cliché, men det så flot ud. Jeg bli'r også lige nød til at droppe ordet "predator" i dette referat.
Det er også svært ikke at holde denne fest op mod Benga & Skream festen. Samme promotere, samme sted, samme genre, men 2 helt forskellige oplevelser. Hvor B&S var én stor helstøbt eksplosion, var det her små forskudte festraketter rundt omkring på horisonten, kun bundet sammen af den absolut massive lydvæg Glenn og Francis havde tryllet frem, for den fejlede ABSOLUT INTET, udover Stanleys mikrofon. Lyset var også lidt sløjt. Jeg blev allerede lidt nervøs da jeg i starten af aftenen hørte at de 3 lasere bare ville køre på automatik, med småjusteringer til deres mønsterskifttempo nogle gange i løbet af natten. Når der i forvejen er så lidt lys til en fest, så lægger man lynhurtigt mærke til det der er, og også om det passer til musikken og stemningen. Når noget bare ligger og kører en preprogrammeret sekvens af over nogle timer, så vil det muligvis nogle gange ramme rigtigt, hvilket også skete på smuk vis, men meget ofte virke så tilfældigt som det egentlig er. Ham der styrede lyspulten virkede også ret uengageret det meste af tiden. Publikum var dog et klart lyspunkt igår. Selvom der ikke var fuldstændigt proppet var folk pænt meget oppe og ringe. Crowdsurfing til Malas 3. track er dog måske lige i overkanten og var lidt Pavlovs hund agtigt. Folk var generelt glade og det var klart at de fleste var der for musikkens skyld. Ingen sure miner og ingen brider som til Rusko. Dejligt.
i sidste ende ville jeg ikke havde gået glip af denne aften. Mala langede simpelthen for mange rystende musikalske oplevelser over pulten og Cokis psykoser var glimtvis katarsiske. Årets fest går dog stadig til Skream, Benga og Pokes.
En stor tak til alle involverede og især Geo & Co. for ikke bare at gå efter pengene, men satse stort på musik!
Lidt utydelige billeder her.
Noget bedre billeder og video fra Walker her.
P.S.: Katja og Katrine var forresten heeeeeelt syyyyyygt stive og rowdy, væltede rundt, pissede på alt og alle, brækkede sig konstant, røg LSD og fixede hash på scenen, var oppe og slås med alle dørmændende samtidigt, smadrede Lille Vegas scene, pruttede på en bartender, snavede med en hund ude på gaden, sov på en bænk på Israels Plads og fortjener deres helt egen lille sætning i dette referat. Hejhej!
i sidste ende ville jeg ikke havde gået glip af denne aften. Mala langede simpelthen for mange rystende musikalske oplevelser over pulten og Cokis psykoser var glimtvis katarsiske. Årets fest går dog stadig til Skream, Benga og Pokes.
En stor tak til alle involverede og især Geo & Co. for ikke bare at gå efter pengene, men satse stort på musik!
Lidt utydelige billeder her.
Noget bedre billeder og video fra Walker her.
P.S.: Katja og Katrine var forresten heeeeeelt syyyyyygt stive og rowdy, væltede rundt, pissede på alt og alle, brækkede sig konstant, røg LSD og fixede hash på scenen, var oppe og slås med alle dørmændende samtidigt, smadrede Lille Vegas scene, pruttede på en bartender, snavede med en hund ude på gaden, sov på en bænk på Israels Plads og fortjener deres helt egen lille sætning i dette referat. Hejhej!
P.P.S.: Rettelserne vælter ind nu. En lydmand skriver: "det ku være der varen der sku lære at snakke i mikrofonen, ik".
LCSS får lidt oprejsning: Klaus Boss har ikke DMZ 007.
Næsten som at have været der selv - sprød læsning! Og Ugens Ord er helt klart "panikangstwobble"!
SvarSlet